Spring til indhold

Jul på Mariehøj

Fredag den 29. november var der juletræstændingsarrangement på Kulturcenter Mariehøj, hvor børn fra Børnehuset Mariehøj kom forbi med deres forældre til en hyggelig eftermiddag. Du kan nyde udsmykningen indtil den 18. december.

Blandt en lille skov af juletræer og birketræer, pyntet med lyskæder og julepynt, som børnene fra Børnehuset Mariehøj har lavet, kunne disse og deres familier fredag kickstarte julehyggen.

Juletræet blev tændt og børnene viste deres pynt, nisser og juleudstilling til forældrene. Børnehavebørnene havde lavet en masse nisser, som står rundt omkring i skoven sammen med andet julepynt.

Julemanden kom også forbi med sin guitar og havde godteposer med til børnene. Der blev sunget julesange sammen, og der var gløgg og småkager til de voksne.

Det hele kan nydes af alle Mariehøjs gæster gennem hele december, dertil også flotte julebilleder, der er udstillet i caféen.

Kig forbi og nyd Kulturcenter Mariehøj i juleklæder i foyeren og caféen. Kulturcentret holder lukket fra og med lørdag den 21. december og åbner igen den 6. januar.

Kulturcenter Mariehøj ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!