Spring til indhold

At lægge et guldæg

Hos Rudersdal Musikskole tilbydes musikundervisning for de helt små og deres forældre eller bedsteforældre. Musiklærer Cathrine Nordseth underviser på holdene, og fortæller her om noget af det, musik kan give både små og store.

”Det er børn og voksen-hold, hvor forældre eller bedsteforældre kan komme og spille musik og synge sange sammen med børnene,” fortæller Cathrine Nordseth og forklarer, at der er to hold, et for børn i alderen halvanden til tre år og et for tre til fem år.

”Jeg bruger både kendte sange og improviserede sange, hvor vi synger om det, der sker. Hvis et barn er ked af det, så laver vi en av-sang eller en ked-af-det-sang. Jeg bruger nemlig også musikken til at gøre forældrene opmærksomme på, at man faktisk kan synge om alt. Man kan f.eks. synge om, at nu skal vi have støvlerne på og gå. Vi har også en del tosprogede, hvilket jeg tænker er meget genialt, da de kan få leget det danske sprog ind med sange og fagter. Det er meget legende, og det er en god stund, man får sammen, og som man kan gå hjem og bygge videre på ved at synge sangene sammen igen. De får et sanghæfte med mange af de sange vi bruger. Men der er også en form for læring i at komme ud i et nyt, socialt sted, og det er jo også det børnene skal, når de kommer i skole.”

Ikke mindst bedsteforældrene nyder det, nogen har endda været der med 3. barnebarn.

”De kan mærke, at det stimulerer barnet. Nogle børn kan sidde det første halve år og nærmest bare kigge på, men så fortæller de voksne, at de sidder og synger alle sangene i bilen på vej hjem. Og det viser, at de sidder her og suger til sig,” siger Cathrine Nordseth.

 

Cathrine Nordseth ved klaveret

 

Pulsen som værktøj

Cathrine Nordseth bruger både fagter, instrumenter og legeting i undervisningen. Men pulsen er også et vigtigt værktøj:

”Pulsen er noget af det vigtigste at arbejde med. At der kommer en fast rytme, som stimulerer barnets stabilitet. Nogen børn er meget fumletumlede, så er det godt at arbejde med puls, om det er et lille bitte forsigtigt dunk i ryggen eller at rasle med et rasleæg. Og jeg prøver at vække deres egen fantasi, fx kan et rasleæg blive til en lille mus. Så musik skal ligesom være med til at udvikle det sociale og det empatiske, men også fantasien – for derigennem kommer kreativiteten og innovationen.”

Nogle børn begynder også at vise interesse for særlige instrumenter, fx klaveret og holdene kan på den måde lægge grund for en fremtidig interesse for et instrument. Og musiklæreren er glad for at kunne vække interessen for musik i en tidlig alder:

”Platon sagde, at hvis alle spillede musik, ville verden se anderledes ud, og det er jeg sikker på, at han havde ret i. Fordi for det første kan du ikke lave musik helt alene, jo, hvis du er et supertalent. Men det er tit noget man laver sammen, og man hører og spejler hinanden.  Man mærker faktisk også et musikinstrument, så der er så mange sanser, der bliver vækket og stimuleret. Og så kan man ikke lade være med at udvikle de gode sociale og empatiske kompetencer, når vi laver noget sammen. Og det tror jeg, er rigtig nødvendigt især i denne her tid,” forklarer hun.

Rammer og grænser

Opfattelsen af at musik bare er for sjov har Cathrine Nordseth hørt ofte. 

”Men hvad er det egentlig, der sker i det øjeblik, vi har det sjovt? Og det er ikke bare sjov for sjovs skyld, der er dannelse i det her, som rækker ud over selve den musiske viden,” siger hun og fortsætter:

”Jeg er måske også en skrap lærer, og forældrene er glade for det. Vi har en ramme og nogle grænser. Og børnene lærer også, at det her er ikke legoklodser, der bare kan blive kastet op i en kasse. Det er fine ting, så jeg lærer dem, at nu har vi noget her, vi er glade for, og det skal vi passe på. Ligesom vi skal passe på hinanden, vi kaster ikke ting efter hinanden.”

Cathrine Nordseth med guitar og farver

Cathrine Nordseth har læst musikterapi, og beskæftiger sig som musiklærer i folkeskolen med børn med ADHD, Aspergers og autisme. Her er musikken et godt redskab fx i forhold til koncentration, fokusering og fordybelse.

”Det er rigtig godt, at folk har fået øjnene op for, at børn med særlige behov får gavn af musik. Nogle skolelærere siger til mig: ’Cathrine, det er den bedste time på hele ugen’. Jeg har en elev der måtte tages ud af skolen i 0. klasse, men som stadig kommer til musiktimerne. For der samarbejder han, og det vil han gerne. Og det er også fordi, at jeg kræver noget, og man får ikke lov at rende rundt og forstyrre eller noget. Man må godt sidde ned, og ikke være med, men opmærksomheden skal være på musikken, som vi har sammen.”

At undervise i musik er for Cathrine Nordseth et privilegium, og hun føler, at hun får lagt et lille guldæg i børnene:

”Det er jo ikke alle, der skal være musikere, men det er helt sikkert, at musik påvirker os alle sammen, og det er et sted, man kan hente en eller anden form for lise og ro og mærke sig selv. Og det er nok det jeg synes er dejligt, at man kan være med til at give det. Det er mit besyv til at ændre verden til det bedre,” smiler hun.

 

Om Cathrine Nordseth

  • Uddannet fra Det Kongelige Musikkonservatorium i AM (almen musiklærer), efteruddannet i musikterapi under Ålborg Universitet.
  • Undervist ca. 20 år på Rudersdal Musikskole.
  • Underviser 0. klasser på fire skoler i Rudersdal Kommune samt 1. og 2. klasser, herunder børn med særlige behov, vuggestuer og børnehaver samt børn- og forældrehold.
  • Underviser i kor for voksne, der tror de ikke kan synge.
  • Er tilknyttet en ergoterapiklinik, hvor hun hjælper dyspraxi-børn, dvs. børn der ikke har noget sprog. Musikken er en del af behandlingen.
  • Projekter for børn: Jagten på det hemmelige orkester, Trylleorkesteret og De små sover.
  • Skriver sange og spiller og synger for voksne i forskellige sammenhænge.

 

Fakta om holdene

1½ - 3 år: Mandage 15.45 - 16.30 på Kulturcenter Mariehøj

3 - 5 år:     Mandage 16.30 - 17.15 på Kulturcenter Mariehøj

Se mere om tilmelding på musikskolen.rudersdal.dk