Spring til indhold

Magi i kulturcentret

Sidste uge var en af de helt magiske på Kulturcenter Mariehøj i Holte, hvor 54 børn valgte at tilbringe sidste uge af deres sommerferie med "Quidditch", trylleformularer og eliksirer.

Et velkendt og underfundigt klokkespil lyder i en stor sal med højt til loftet, blussende stearinlys og mørklagte vinduer. Ved et langbord forenden af rummet sidder en række professorer i mørke kapper og hatte. Fire store borde beklædt med fire forskellige våbenskjold fylder resten af rummet sammen med de børn, der én efter én går op og prøver en stor, brun hat, for at finde ud af hvilket "kollegie", de kan kalde deres de næste fem dage.

Og således er scenen sat for sommerferieaktiviteten Magisk Uge på Kulturcenter Mariehøj, hvor 54 børn i alderen 8-12 år slipper fantasien løs og flyver på kosteskaft direkte ind i et Harry Potter-inspireret univers. Da navnet, der som de fleste bekendt lægger basis for en række bøger, film, spil og meget andet, er beskyttet, er det altså blevet til Magisk Uge. Og det er så absolut også blevet. For Hogwarts' søsterskole 'Diamonddale Akademi for Heksekunstner og Troldmandsskab' (tyg lige på den) blegner ikke ved sammenligning.

 

Alle børn bliver udstyret med en kappe og en tryllestav - som det jo hører sig til - og lige meget, om man er havnet hos Hufflepuff eller Slytherin, fraviges narrativet ikke ugen igennem. På sommerskole-skemaet er der boldspillet "Quidditch", rollespil, Gardermagi, Forsvar mod mørkets kræfter, Magisk Nøgleværksted og meget mere.

Fuld skrald fra første dag

Tovholder og børnebibliotekar Julie Frost, fortæller torsdag eftermiddag, mens børnene for første gang sidder stille, til en filmfremvisning af den første Harry Potter-film, at hun synes, at det er gået over al forventning:

"Børnene er så søde og velopdragne, og de lever sig rigtig godt ind i det univers, vi har prøvet at bygge op. Der har været fuld skrald på fra første dag med bevægelse, kreativitet, musikalske fag og historiefortælling. Mange sanser er i brug og ugen er både kompetencegivende fagligt som socialt, så det bidrager også til børnenes hverdag og giver noget ekstra kolorit. Og jeg synes, at det er mega sejt, at 54 børn møder op her en uge inden skolestart," siger hun.

Eliksir

Inspiration til fritiden

Det er også tanken, at ugen, der sidste sommer havde Robin Hood som tema, skal give børnene inspiration til, hvad de kan gå til i fritiden. Ferieaktiviteten er sat op i et samarbejde mellem Musikskolen, Billedskolen, Ung i Rudersdal, Idrætsområdet, Biblioteket, Kultursekretariatet og frivillige fra Rudersdal BevægelsesAkademi, Vedbækgarden og Frivilligcentret. På den måde kan børnene også snuse til mange forskellige fritidsaktiviteter, hvis de ikke ved, hvad de vil gå til i det kommende skoleår.

Man skal bo i Rudersdal for at deltage, men nogle børn går også på privatskoler uden for kommunen og således kommer deltagerne fra hele 13 forskellige skoler.

"Børnene har taget aktiviteterne til sig, der er ikke noget, de ikke gider, og det er en kæmpe styrke, at de også har knyttet venskaber på tværs af alder, køn og bydele. Nogle børn er måske lidt alene med deres interesse for Harry Potter, men her kan man møde åndsfæller, der kan blive til venner for livet," forklarer Julie Frost.

At heppe på hinanden

Om eftermiddagen går børnekulturkonsulent Helle Normand, med det Harry Potter'ske navn Helena Nott, rundt i den store sal og spørger børnene om, hvad der har været sjovest. Sådan afsluttes hver dag i kombination med praktiske meddelelser og information om, hvad næste dag bringer.

"Jeg synes, at det har været helt vildt fantastisk at lave gardermagi!" udbryder en pige. Et andet barn er helt enig, og fortæller, at hun fandt ud af, at hun er ret god til at spille trommer og måske vil gå til det nu.

"Det hele var rigtigt sjovt," siger en tredje og ikke mindst eliksirbrygning og Quidditch lader til at være blandt dagens højdepunkter:

"Altså, da vi spillede Quidditch, så synes jeg, at man fik bedre venner, da vi heppede på hinanden. Det var dejligt, at der var nogen, der heppede på én, da man var på banen," lyder en af udmeldingerne.

Forældrebesøg fredag

Fredag kommer forældrene og ser, hvad børnene har lært og lavet, om det er sang og dans eller eliksirer og tryllestave. Børnene får naturligvis det, de har lavet med hjem sammen med et diplom for ugen. Og herefter får alle nok også brug for et hvil i weekenden. Som en mor sagde:

"Jeg ved ikke, hvad I laver med de børn, men min datter taler som et vandfald, når hun kommer hjem, fordi hun har så meget at fortælle!"

"Det er utrolig givende at gå hjem og vide, at børnene har været glade for at deltage," slutter Julie Frost. Og det resultat skyldes måske også tilgangen:

"Når det er den verden, man lover dem, så er det også det, man skal give dem."