Spring til indhold

Ny seniorcafé på Mariehøj

Ny café for ældre med anden etnisk baggrund skal udvikle sig til et trygt fællesskab, med mulighed for at opbygge sociale relationer uden for hjemmet.

Den 1. november åbner Dansk-Syrisk Kulturforening en café for ældre med anden etnisk baggrund på Kulturcenter Mariehøj. Ældre med anden etnisk baggrund er i risiko for at opleve dobbelt-ensomhed. Når de forlader arbejdsmarkedet, så mister de ligesom danske ældre kontakten til kollegerne. Men de er også i risiko for at miste deres sproglige kunnen.

Det er meningen, at den nye café skal udvikle sig til et trygt fællesskab, hvor de ældre kan opbygge sociale relationer uden for hjemmet og nyde en kop kaffe og lidt at spise.

Der vil løbende blive implementeret sundhedsfremmende og sociale aktiviteter. Fx kort- og brætspil, som det er kutyme i Mellemøsten samt introduktion til petanque og andre igangværende aktiviteter for ældre borgere på Kulturcenter Mariehøj.

Hvem står bag

Nada Naanaah, foreningens formand, vil stå for seniorcaféen. Nada er uddannet social- og sundhedsassistent og demensvejleder, samt uddannet gruppeleder i Fortæl for Livet ved fonden Ensomme Gamles Værn. 

Anna Paysen Fick Kosuri vil også være med til at stå for caféen. Anna har en baggrund inden for kommunikation og kulturmøder.

Praktisk

Caféen vil være åben hver fredag fra kl. 11-13 fra den 1. november i Storm P.-området.

Vi taler både arabisk, engelsk og dansk. Har du spørgsmål, kan du kontakte Nada Naanaah på tlf. 40917202 eller mail nnaanaah@gmail.com.

Kom selv eller giv invitationen videre til en, der kan have glæde af at være med i fællesskabet. Velkommen!