Spring til indhold

Overvældende interesse for Stillings historiske foredrag

I to foredrag i januar omsatte forfatter og tidligere museumsleder hos Rudersdal Museer, Niels Peter Stilling sit store, lokalhistoriske værk, Rudersdal i Danmarkshistorien - fra oldtid til 1900. Og der skulle ekstra stole til, både på Mariehøj og på biblioteket.

Tirsdag den 15. januar var Per Kirkebylokalet på Kulturcenter Mariehøj stuvende fyldt af tilhørere. Det var et foredrag med forfatter Niels Peter Stilling om sin netop udkomne lokalhistoriske bog, Rudersdal I Danmarkshistorien - fra oldtid til 1900, der trak mere end fulde huse. 140 interesserede borgere var mødt op.
 
Forfatteren fortalte i mere end 2 timer, og i pausen blev der serveret kaffe og kage.
"Det var et meget inspirerende foredrag og en veloplagt foredragsholder, der måtte signere adskillige bøger efter foredraget. Der er ingen tvivl om, at tilhørerne fik, hvad de kom efter," fortæller kulturchef Birgit Hoé Knudsen.

Køkkenstole i brug på biblioteket

Til foredraget d. 28. januar på Hovedbiblioteket i Birkerød mødte også 140 personer op, men bibliotekschef Maria Nielsen Westbrook kunne berette, at der blev plads til alle:
"Alle bibliotekets stole var i brug - også dem fra personalekøkkenet og mødelokalerne. Alle tog det fint, der blev varmt, og vi sad tæt, som i meget tæt. Men tilhørerne var meget begejstrede for arrangementet, og ville gerne høre mere."

Flere foredrag på vej

Kulturområdet glæder sig til at gentage succesen, når bind 2 om perioden fra 1900-2007 udkommer, hvilket efter planen er sidst på foråret. Mon ikke, at interessen er mindst lige så stor, når bind 2 endda omhandler en mere nutidig lokalhistorie, der strækker sig frem til kommunesammenlægningen.
 
Biblioteket har pt. fire eksemplarer og 22 reserveringer af den første bog, så der er rift om den. Men fire yderligere eksemplarer er på vej.