Hop til hovedindhold
TEMA

Hædring af lokale kunstnere

Hvert år udnævnes Årets Kunstner i Rudersdal Kommune. Formålet er at anerkende en lokal og aktiv kunstner og at profilere kunst og håndværk i Rudersdal Kommune. Se modtagerne gennem tiden her.

Årets kunstnere gennem tiden

  • Jette Berg er uddannet billedkunstner og med sine oliemalerier valgt som årets kunstner i Rudersdal i 2024.

    Jette Berg siger selv om inspirationen til sin kunst: 

     Essensen af min kunst er en kombination af oplevelser, følelser og tanker  jeg har gjort mig gennem livet.

    Jeg er optaget af livets basale værdier, det enkle og det overskuelige i livet, hvor nærhed og følelsen af at høre til, har betydning.

     Jeg finder inspiration hertil  i vores historie, den kulturelle arv, det gamle murværk, de kalkede vægge, gammelt træværk , der både i samklang med naturen og dens mangfoldighed - og naturen i sig selv. Det er blevet til den kilde jeg øser af.

     Det er de dybder, jeg forsøger at give udtryk for i min kunst ved hjælp af blandt andet jordfarver, og forenkling af motivet, så kun det nødvendige står tilbage.

    Jette Berg har atelier i Kunstværkstedet Margarinen i Nærum

    Maleri af Jette Berg
  • Priscilla Mouritzen blev født i Cape Town, Sydafrika og gik på School of Art i Durban, før hun etablerede sit eget keramiske studie i England i 1968. Hun tilbragte omkring et årti i England, inden hun i 1981 flyttede til Danmark, hvor hun har boet og arbejdet lige siden.

    Kendetegnene for Priscilla Mouritzens værker er hendes brændefyrede ?porcelænsknitekrukker? med sort-hvide grafiske overfladeætsninger ? en teknik, som har givet hende et internationalt ry.

    Om sine værker udtaler Priscilla Mouritzens: "Alle de klemte skåle, jeg laver, har samme størrelse nemlig håndstørrelse ? så dybe og så brede, som rækkevidden af tommel- og fingre tillader i klemningsprocessen. Jeg nyder at udforske de følelser af intimitet og udtryksfuldhed, som den lille skala og de små ujævnheder i den klemte overflade giver. Skålene er dekoreret efter en simpel dogmeregel: At opnå samme synlige dekoration på både inderside og yderside af et stykke keramik".

    Priscilla er medlem af Craftsman Potters Association, UK og National Council for Education in the Ceramic Arts, USA samt aktivt bestyrelsesmedlem i Guldagergaard Keramisk Center i Danmark.

    Hun udstiller på både danske og internationale udstillinger og inviteres ofte til at deltage i seminarer og symposier verden over, hvilket understreger den internationale anerkendelse hun har.

    Priscilla Mouritzens værker
  • Hanne Sies malerier tager udgangspunkt i farven og formen. Som Hanne Si selv så fint udtrykker det:

    ?Mit arbejde med maleri, akvarel, grafik og skulptur er centreret om farven og formen som udtryk, og som et universelt sprog uden ord. Det er mit mål at værkerne taler direkte til et andet menneskes følelser uden sproglige barrierer, og at de opleves forskelligt ud fra hvilken baggrund den enkelte har. Vigtigt for mig er samspillet mellem farverne og formerne, som fremkaldes gennem deres indbyrdes stilling, placering og retning, deres kontrastforhold og volumen.?

    Med sit fokus på farven og formen skiller hun sig ud i forhold til sin egen generation af kunstnere. Derimod har hendes kunstneriske udtryk mange referencer og linjer tilbage til tidligere generationer af malere såsom bl.a. Richard Mortensen.

    At Hanne Sie er anerkendt både lokalt, nationalt og internationalt vidner ikke mindst hendes mange udstillinger om. Igennem de sidste 40 år, har hun deltaget i en lang række gruppe- og soloudstillinger i både ind- og udland ? bl.a. kan nævnes Cobrarummet på Sophienholm, Kunstnernes forårsudstilling i Århus, Salon des Réalites Nouvelles i Paris, International Print Biennial i Kina og helt lokalt også i Birkerød Kunstforening. 

    Hanne Sie er medlem af en række grafiske kunstnersammenslutninger ligesom hun er medlem af Billedkunstnernes forbund (BKF) og Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS). Rent lokalt er Hanne Sie desuden et aktivt medlem af Rudersdal Kunstnerne.

    Hanne Sie
  • Billedhugger Marianne Schepelerns største inspirationskilde, i forhold til hendes værker, er mennesker fordybet i musikalsk udfoldelse. Det gælder både balletdansere, musikere og operasangere. Mange skitser, som er udført under dansernes og musikernes prøver på Det Kgl. Teater, danner udgangspunkt for Mariannes Schepelerns videre arbejde. Det gælder både i forhold til hendes grafiske udtryk samt hendes skulpturer.

    I et naturalistisk formsprog fanger hun en karakteristisk positur og gengiver bevægelsen fastholdt i formen. Som Marianne Schepelern selv så fint udtrykker det: ?Mest af alt betages jeg af det selvforglemmende menneske - musikeren, der giver sig hen i fortolkning af et værk eller barnet, som er fordybet i leg eller i tanker. Begge udstråler de en åndfuldhed, som rører og inspirerer mig, og som jeg søger at beskrive.?

    Marianne Schepelern er uddannet fra en række kunstneriske institutioner, såsom Grafisk Skole ved professor Palle Nielsen samt Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1963 -1970 hos billedhugger, professor Gottfred Eickhoff. Hun er medlem af forskellige kunstnersammenslutninger, ligesom hun er medlem af Billedkunstnernes forbund (BKF) og Vestsjællands Arbejdende Kunstnerværksteder.

    Under akademitiden udstillede hun fast på Charlottenborgs Forårsudstilling. Sidenhen har hun deltaget i en lang række gruppe- og soloudstillinger på bl.a. Høstudstillingen i Oslo, i Malmö Koncerthus, Udenrigsministeriet, Danmarks Radio og rent lokalt også på Birkerød Rådhus og i Birkerød Kunstforening. Marianne Schepelerns værker er også at finde i det offentlige rum. Især skal fremhæves døbefonten i Boholte Kirke i Køge.

    Marianne Schepelern værkeksempel
  • For første gang faldt valgte på en fotograf, da Rudersdal skulle finde en værdig modtager til titlen 'Årets Kunstner'.

    Peter Kühn-Nielsen mestrer at indfange øjeblikket i hverdagen. Kendetegnene for Peter Kühn-Nielsens fotografier er et særligt øje for det kompositoriske i det hverdagsagtige samt en evne for at indfange øjeblikket. Han viger ikke tilbage for at vise de uæstetiske sider af den dagligdag, vi omgiver os med.

    Peter Kühn-Nielsens første større udstilling, som var i 1975, var lokal. Her udstillede han en lang række fotografier i ?Projekt Hus? i Birkerød. Herefter tog det fat med både soloudstillinger og udstillinger i samarbejde med andre kunstnere. Eksempelvis kan nævnes soloudstillingen med fotografier i sort/hvid af gade- og hverdagslivet i København under titlen "Din by". I 1977 debuterede han på Charlottenborgs Forårsudstilling - den første med selvstændig fotografisk censur - med billeder fra Nørreport Station. Det blev starten til en årrække med udstillinger på både Forårsudstillingen, Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) og på Den Frie.

    Derudover har Peter Kühn-Nielsen deltaget i flere store udstillingsarrangementer på bl.a. Helsingør Hovedbibliotek, Fyns Kunstmuseum, Danmarks Designmuseum og i Rundetårn.

    Peter Kühn-Nielsens værker er også at finde i offentlige samlinger såsom Museet for Fotokunst/Brandts i Odense og på Det Nationale Fotomuseum i København.

    Peter Kühn-Nielsen
  • Årets kunstner i 2019 er en berejst kvinde, der lader sine oplevelser rundt om i verdenen være en bærende del af udtrykket i sin kunst.

    Oplevelserne og de forskellige kulturer og ikke mindst naturen fra sine mange rejser indarbejdes på forskellig vis i Anne Nielsen værker. Mange af værkerne er inspireret af rideture i Island og Mongoliet. Hesten som et stærkt symbolet på frihed og det at kunne bevæge sig let og ubesværet gennem livet, går igen. Det samme gør Anne Nielsens fascination af de indonesiske koralers smukke, røde farve. Anne Nielsens mange oplevelser inkluderer bl.a. ophold i Afrika, Irland og Australien ? i Irland og Australien arbejdede Anne Nielsen som etableret kunstner med eget værksted.

    Keramikken har altid været en stor passion for Anne Nielsen. Anne kom allerede som 16- årig ind på Danmarks Designskole som en af de yngste elever.

    Siden færdiggørelsen på Designskolen i 1969 har Anne Nielsen ?gennem årene modtaget en lang række legater og udmærkelser, blandt andet ?National Craft Award? fra The Royal Dublin Society i Irland (1974), guldmedalje fra Concordo Internazionale Della Ceramica, Faënza, Italien (1975) og Kunsthåndværkerprisen af 1879?s bronzemedalje (2002). Anerkendelsen af hendes værker har betydet udstillinger verden over ? både i Europa, Australien og USA - og mange steder rundt om i Danmark. Også lokalt er det blevet til udstillinger flere gange. 

    Anne Nielsen værk
  • Værkerne af Årets Kunstner 2018 er fortællinger fortalt af en rigtig historiefortæller

    Ulla Bjervig (f.1943) debuterede på den censurerede udstilling Kunstnernes Efterårsudstilling i 1989. Siden da har hun udstillet både på et utal af censurerede udstillinger samt i kunstgallerier og kunstforeninger rundt om i Danmark, men også i udlandet såsom Italien. Derudover er Ulla Bjervig medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS).

    Ulla Bjervig er en kunstner, som er svær at sætte i bås. Med udgangspunkt i oliemaleriets forskellige teknikker skaber hun billeder, der fortæller historier om livet og de mange måder, virkeligheden kan anskues på.

    Den intense stemning i hendes værker bliver understreget af et farvemættet billedrum inspireret af hendes mange udenlandsrejser til landene omkring Middelhavet ? eksempelvis Italien, Spanien og Ægypten.

    Ulla Bjervig er med andre ord en historiefortæller - genkendelige former, af og til koblet med surrealistiske overtoner og et symbolsk billedsprog, fylder billedfladen. Historierne har menneskets vilkår som udgangspunkt for værkernes indhold. Det drama som maleriets figurer indgår i står oftest i skarp kontrast til en distance af ophøjet ro, som ligeledes er at finde i værkerne. På den måde fremstår hendes værker kompositorisk meget velafbalancerede - ja, næsten mediative.

    Rent lokalt er Ulla Bjervig dybt engageret i Kunstnerne bag Kulturslangen, som hun er formand for.

    Ulla Bjervig værk
  • Værkerne af Årets Kunstner 2017, Claus Bojesen, er karakteriseret ved en personlig refleksion over den verden, han oplever ? en oplevelse, som bliver udtrykt gennem farverige figurer og abstrakte ornamenter, som tilsammen skaber et surrealistisk og symbolistisk billedunivers.

    Claus Bojesen blev egentlig uddannet fra Københavns Arkitektskole i 1972, men det blev dog aldrig arkitekturen, der kom til at præge hans liv, men derimod maleriet og grafikken. ?Kunsten skal have et menneskeligt ansigt og fortælle om mennesket, som det er og kan være,? har han udtalt.

    I 1973 udstillede han på Charlottenborg sit berømte værk De tre amerikanske gratier, som var en protest med USA?s rolle i Vietnamkrigen. Dette værk viser Claus Bojesens store interesse for surrealismen og de psykoanalytiske teorier, især Freud og Jung ? en interesse der især prægede hans kunstneriske udtryk i 1970?erne.

    Fra midten af 1980?erne har inspirationskilden til hans værker i høj grad taget udgangspunkt i optegnelser og tegninger fra hans mange udlandsrejser verden over. Især mødet med den farverige byzantinske og islamistiske kunst fik indflydelse på udtrykket i hans værker.

    Claus Bojesen har en lang udstillingsliste bag sig ? både på museer og i kunsthaller i Danmark og udenfor landets grænser, såsom Tyskland, Italien, Sverige og Frankrig, har man kunne se hans værker.

    Han har siden 1973 været medlem af kunstnersammenslutning Pro, ligesom han også er medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF). Han har i forbindelse med disse forskellige engagementer publiceret diverse kunstteoretiske overvejelser. Han har desuden været medlem af Statens Kunstfonds legat- og indkøbsudvalg i en kortere periode. 

    Claus Bojesen
  • Eksperimenterende, alsidig og ærlig i forhold til kunsten er nøgleordene for Malone Dietrich, Årets Kunstner 2016.

    Alsidighed og en stor lyst til at eksperimentere er kendetegnende for Malone Dietrich, der arbejder med både grafik, fotografier og tekstilkunst. I Malone Dietrichs værker finder man en dybtfølt respekt overfor materialet og dets stoflighed og fleksibilitet.

    Materialer som papir, silke, glas, metaltråd og gummi optræder enten som selvstændige værker eller er flettet sammen til mere komplekse billedflader eller skulpturer. Resultatet er en mangfoldighed i forhold til værkernes kunstneriske udtryk.

    At Malone Dietrich er både en særdeles anerkendt og aktiv kunstner ? listen over udstillede kunstværker i både ind- og udland er alen lang. Lokalt kan nævnes udstillinger på Havarthigården og på Gl. Præstegård i Birkerød. Udenfor landets grænser har Malone Dietrich udstillet i lande som Tyskland, Holland, Belgien og Brasilien.

    Dietrich er medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF), Kvindelige kunstneres samfund (KKS), kunstnersammenslutningen RIIMFAXE samt Fyns, Næstveds og Havarthigårdens Grafiske Værksteder.

    Se mere på kunstnerens hjemmeside.

    Malone Dietrich
  • Stig Brøgger er ikke blot erfaren og anerkendt, men også en af sin generations mest indflydelsesrige kunstnere.

    Stig Brøggers kunst bevæger sig i mange ? gerne uforudsigelige ? retninger. Han er mangfoldig, hvad angår det kunstneriske udtryk, idet han både gør sig indenfor installationskunst, fotografi, skulptur og billedkunst. Uanset hvilken kunstform han arbejder med, er han stærkt inspireret af de amerikanske strømninger som popkunst, minimalisme og konceptkunst, som han stiftede bekendtskab med i midten af 60?erne.

    Stig Brøgger er ikke hvem som helst inden for kunstverdenen. Han modtog i 1991 den anerkendte Eckersbergs Medalje og i 1998 Thorvaldsens Medalje, der er den højeste udmærkelse en billedkunstner kan opnå i Danmark.

    Forud for den anerkendelse ligger mange års erfaring. I årene 1970-75 underviste Stig Brøgger på Kunstakademiets Arkitektskole, og fra 1981-97 var han professor i malerkunst ved Kunstakademiet, og har dermed været med til at påvirke talrige studerende.

    Derudover har Stig Brøgger udført flere offentlige udsmykninger, bl.a. sammen med billedhuggerne Hein Heinsen og Mogens Møller. Lokalt har de stået bag Stedet og skyggen ved Rude Skov Skole (afd. Sjælsø) i Birkerød, og selvsamme gruppe stod også bag den omdiskuterede Fredens Port - den skæve søjle - ved søerne i København.

    Det er muligt at møde Stig Brøggers værker på en lang række danske kunstmuseer, bl.a. Statens Museum for Kunst og Aros. Derudover har han utallige udstillinger bag sig både inden for landets grænser, men også udenfor, eksempelvis i Tyskland, Frankrig, Skandinavien og New York. Hans kunst genkendes ved, at hans værker som regel er opbygget i serier og præget af en stærk farvepalet. Indenfor de enkelte værker, arbejder han ofte med de enkle former, flader og gentagelsen.

    Stig Brøgger værk
  • Årets kunstner 2014 er en fremragende kolorist, som kendetegnes ved brugen af spandevis af maling for at opnå en reliefagtig virkning i sine malerier.

    Lars Dan begyndte tidligt at interessere sig for kunst. Allerede som barn malede han med stor ihærdighed, hvilket gjorde, at han som blot 15-årig debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling. Et par år efter kom han ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi, som han dimitterede fra i 1982.

    Hans kunstneriske virker efter akademiet begyndte med kunstnerfællesskabet ?De Unge Vilde? og deres udstilling ?Kniven på hovedet?. ?De Unge Vilde? hyldede maleriet og deres motiver var karakteriseret ved et fortællende, ekspressivt udtryk gengivet på store lærreder.

    Efter tiden med ?De Unge Vilde? har Lars Dan fortsat arbejdet med motiver, der tager udgangspunkt i et figurativt formsprog ? ikke mindst blomsteropstillinger ? om end det færdige udtryk i endnu højere grad end tidligere har bevæget sig over imod det mere abstrakte maleri. Over en længere tidsperiode bliver det enkelte værk til ved en påføring af det ene tykke farvelag
    efter det andet, hvilket giver malerierne en dybde og stoflig karakter.

    Lars Dan er en aktiv udstiller, og han har værker repræsenteret på bl.a. Louisiana, Statens Museum for Kunst og Kunsten i Ålborg. Derudover har han utallige udstillinger bag sig både inden for landets grænser, men også steder som London, Stockholm, Paris og Köln.

    Lars Dan betragter sig selv som traditionel i forhold til sin tilgang til maleriet, idet han bestræber sig på at skabe billeder, der er tidsløse. Det er hans overbevisning, at vedholdenhed og fordybelse skaber de smukkeste resultater - et billede skal, ifølge Lars Dan, have magi.

    Lars Dan værk
  • Årets Kunstner i Rudersdal 2013 blev grafikeren Britta Kjærulff.

    Britta Kjærulff har haft sin gang i Rudersdal Kommune siden, hun blev født. Hun er opvokset i Holte, boede en kort overgang i Ordrup, og flyttede så til Birkerød, hvor hun har boet lige siden.

    Britta Kjærulff er meget velkendt i lokalområdet. Hun har udstillet adskillige gange i Birkerød ? både i Birkerød Kunstforenings regi og som sin helt egen i de faciliteter, kommunen stiller til rådighed og med stor offentlig bevågenhed. Hendes debut var i 1979 på Charlottenborgs forårsudstilling. Efter denne har hun udstillet på adskillige censurerede udstillinger samt i gallerier, banker, kirker, skoler, rådhuse, biblioteket og firmakunstforeninger i Danmark og i udlandet.

    Britta Kjærulff har haft kunstnerisk betydning for Rudersdal Kommune i mange år. Siden 1978 har hun været en trofast og frivillig leder af det grafiske værksted på Mantziusgården. Folk, der kender Britta, karakteriserer hende som meget kvalitetsbevidst, venlig og med en omgængelig undervisningsform ? og altid med et blink i øjet.

    Hendes arbejde udtrykker præcision og disciplin, og værkerne er præget af tålmodighed, arbejdslyst, fantasi og kunstnerisk nerve.

    Hun fortæller selv, at hun ser motiverne både i de store og i de mindste ting og omformer dem gennem sit talent til kunstværker. Det er disse værker, vi alle med fryd for øje, hjerne og hjerte bliver præsenteret for. 

    Britta Kjærulff har udvidet sit kunstneriske virke til også at omfatte fotografiet, der repræsenterer indtryk for hendes mange rejser. Britta ønsker via sine billeder at videregive en underfundig fornemmelse af samhørighed mellem tilsyneladende modstridende substanser; det harmoniske og det kaotiske, det styrede og det tilfældige, det æstetiske og det brutale.

    Britta Kjærulff
  • I 2012 tilfalder æren som Årets Kunstner i Rudersdal billedhuggeren og grafikeren Joseph Salamon.

    En gennemgang af Joseph Salamons CV viser, at han har en stor rækkevidde. Han selv er født i Transsylvanien i Rumænien, mens hans uddannelser har ført ham til Bukarest, Israel, Italien og Danmark ? og i Danmark blev han. Siden 1960 har han boet og arbejdet i Birkerød.

    Mange byer over hele verden har glæde af hans udsmykninger ? som det seneste værk har han i 2008 udført en stor bronzeport i Donegal, Irland. For denne opgave har han modtaget Otto Baches mindelegat.

    I Rudersdal Kommune er det muligt at opleve hans værker på både Birkerød Skole og Rude Skov Skole samt i Bistrup og i Søllerød, hvor henholdsvis en granitfontæne og et trækrucifiks pryder lokalområderne.

    Joseph Salamon arbejder fortrinsvis med udsmykningsopgaver i forbindelse med landskab og arkitektur. Han foretrækker at arbejde med materialerne sten, beton, stål, bronze og træ - for som han selv udtrykker det, er det de materialer, der passer bedst til at udtrykke hans originale idéer. Kilden til hans arbejde er "mother nature" ? både den der omgiver os og den inde i ham selv.

    Lokalt er Joseph Salamon en kendt personlighed. Dels har han undervist i AOF i mange år, og dels har han det med at blande sig i den offentlig debat om kunst med både ros og ris. Rudersdal kan bl.a. takke ham for, at Vilh. Bjerke-Petersens maleri fra Birkerød Statsskole blev reddet og nu kan ses på Fyns Kunstmuseum.

    Ligeledes har hans indsats reddet en bevaringsværdig sten fra oldtiden med over 30 skålgruber. Stenen lå ved indgangen til Birkerød Kirke, hvor slidtage gjorde, at stenen var ved at gå tabt for eftertiden. Nu kan den ses i plænen i haven ved Gl. Præstegård.

    Joseph Salamon har været medlem af bestyrelsen i Dansk Billedhuggersamfund, været lærer på Kunsthøjskolen i Thorstedlund og i en periode siddet i Birkerød Kunstforenings bestyrelse.

    Joseph Salamon værk
  • I 2011 faldt valget af Årets Kunstner på maleren Jens Urup (1920-2010).

    Jens Urup var bosiddende i Holte og havde hele livet arbejdet aktivt som kunstner - især med maleriet, men også med mange store og fornemme udsmykninger udført i fresko, gobeliner, glasmosaik, keramik og bronze.

    Jens Urup blev uddannet på Kunstakademiet i København (1943-1948). Han har en meget lang udstillingsvirksomhed både i Danmark og i udlandet bag sig.

    Lokalt udstillede han i 1990 på Gl. Holtegaard, i 1995 på Birkerød Rådhus og igen i en gruppeudstilling på Gl. Holtegaard i 1997. Han har til Vedbæk Kirke lavet et bronzekrucifiks.

    Jens Urup har siddet i bestyrelser og censurkomitéer for Charlottenborgs Forårs- og Efterårsudstillinger, for Billedkunstnernes Forbund, i Biennalekomitéen og Kunstnersamfundets jury.

    Jens Urup afgik ved døden den 21.11.2010 ? få dage efter udnævnelsen. Jens Urup blev fejret posthumt.

  • Kultur- og Fritidsudvalget valgte billedhuggeren Markan Christensen (1927-2014) til Årets Kunstner 2010.

    Markan Christensen var en produktiv kunstner, hvis værker ikke blot kan ses i Birkerød og omegn, men over det ganske land - og såmænd også til søs.

    Årets Kunstner 2010 er også kendt uden for landets grænser, hvor han bl.a. har udstillet i Sverige, Holland, Tyskland, Irland og Frankrig - foruden at flere af hans værker krydser havene som udsmykning på flere af DFDS' skibe.

    Markan Christensen har desuden været formand for Dansk Billedhuggersamfund og siddet i Akademiet og Akademirådets jury, ligesom han har været medlem af en række legatbestyrelser. Han var også i en årrække kunstnerisk konsulent for Birkerød Kommune.

    Hans mest kendte lokale værker er nok skulpturen på Birketorvet i Birkerød foran Nordea og Apoteket, og det stålrelief, der hænger ved siden af døren ind til den store sal på Birkerød Bibliotek.

    Markan Christensen værk
  • Med sine frodige, fantastiske og forunderlige værker er Sten Lykke Madsen en værdig modtager af titlen som Årets Kunstner 2009.

    Sten Lykke Madsen, bosat i Holte, er keramiker og tegner, uddannet på Kunsthåndværkerskolen med afgang 1958 - nu Danmarks Designskole.

    Siden har Sten Lykke Madsen været ansat hos Kähler, Bing & Grøndahl og på den Kgl. Porcelænsfabrik. I de senere år har Sten Lykke Madsen været tilknyttet The International Ceramic Research Center - Denmark, hvor keramikere fra hele verden mødes, udveksler ideer og inspirerer hinanden.

    Som aktiv kunstner har Sten Lykke Madsen udstillet mange forskellige steder - både i ind- og udland. Hans værker er abstrakte og tager deres udgangspunkt i et kunstnerisk univers, hvor det magiske møder det realistiske - fisk, fugl, frø eller er det et menneske? Eventyr og forunderlige historier hersker i Sten Lykke Madsens keramiske univers.

  • Med udnævnelsen af Årets Kunster er det Rudersdal Kommunes ønske at anerkende lokale og aktive kunstnere i Rudersdal. Og da Kunstkomiteen i begyndelsen af 2007 for første gang skulle komme med deres bud på Årets Kunstner, var de da heller ikke et sekund i tvivl om deres valg af Johanne Foss.

    I deres indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget udtrykte Kunstkomiteen det således: ?Johanne Foss har netop den tyngde og anerkendelse ? som ingen kan sætte spørgsmålstegn ved ? og som derfor vil være det kvalitetsbrand, vi gerne vil lancere dette nye koncept på.?

    Johanne Foss (født 1939) er maler og grafiker, uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København 1960-65. Hendes kunstneriske arbejde tager udgangspunkt i landskabet ? i det storladne og vilde i Tanzania, Grækenland, Syrien, Ægypten, Italien og i det nære i malerierne fra huset i Sverige og haven i Birkerød, hvor hun har boet siden 1987.

    I sine grafiske arbejder formår hun, trods den spinkle streg hun anvender, at give indtryk af bjergenes og landskabernes styrke og kraft, ofte understreget af små, enlige menneskeskikkelser og gengivet i vekslende farve- og lysvirkninger.

    Johanne Foss er en suverænt dygtig tekniker, som ubesværet kaster blikket på sit motiv fra den vinkel, hun helst ønsker at vise os. Hun kombinerer det lyriske eller dramatiske landskab med figurer fra antikkens Grækenland eller nomaden fra den afrikanske savanne for at anslå tonen i billedet.

    Ofte giver hun os flere udgaver af samme motiv ? gult, rødt, gråt, gråsort. Og dermed forvandler landskabet sig for vore øjne, fra det poetiske til det glødende til det farlige, og altid kan man mærke vejret i billedet og luftningerne i græs og træer.

    Johanne Foss har rejst meget, mest i Afrika, hvor hun har været mange gange, fra Ægypten og Eritrea til Lesotho, Mocambique, Zimbabwe og Tanzania; men hun har også dyrket det klassiske Europa i Grækenland og Italien, blandt andet på mange studieophold i Rom og Athen.

    Siden debuten på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1961 har hun udstillet talrige steder i ind- og udland, har modtaget et hav af legater, udsmykningsopgaver og solgt til offentlige institutioner fra Folketinget til museer. Hvad der er mindre kendt, er, at Johanne Foss har lavet grafiske arbejder til talrige udgivelser, fra Inger Christensens digte til tidsskrifter.

    Fast er hun knyttet til Statens Værksteder for Kunst og Håndværk på Gl. Dok i København, hvor hun arbejder med sine mange indtryk og skaber sine smukke og betagende grafiske blade. Sideløbende med grafikken arbejder Johanne Foss med olie og lærred eller papir og akvarelfarver. Her er det motiverne fra den hjemlige verden i Danmark og Sverige, der går igennem, og det er, som om hun her går tættere på motivet, enten det er sten og klipper i det svenske eller blomsterhaven i Birkerød. Men løvens klo fornægter sig ikke, og det er ikke til at tage fejl af, at det er Johanne Foss, der har sat signaturen.

    Klik på billederne for at læse mere og se dem i fuld størrelse.

    Johanne Foss værk

Sådan kåres årets kunstner

For at komme i betragtning til Årets kunstner skal man være bosiddende i Rudersdal Kommune og være udøvende indenfor billedkunst, skulptur, grafik, foto, keramik eller tekstil. Alle kan indstille en kunstner i indstillingsperioden.

De indkomne forslag vurderes af den siddende kunstkomité, som herefter indstiller tre kandidater i prioriteret rækkefølge til Kultur- og Fritidsudvalget. Udvalget beslutter så, hvem der skal være modtager af prisen som Årets Kunstner.

Kunstkomitéen består af formanden for Birkerød Kunstforening, formanden for Kulturparaplyen, kulturchefen i Rudersdal Kommune samt to lokale kunstnere.

Årets Kunstner synliggøres bl.a. ved at denne udformer kunstværker til overrækkelse ved Rudersdal Kommunes fejring af frivillige. Ved Frivilligfesten uddeles Ungdomslederprisen, Frivillighedprisen og Kulturprisen. Dertil trykkes postkort med flere af kunstnerens værker.

Årets kunstner 2025

Du kan allerede nu indstille kandidater til Årets kunstner 2025.