Modeljernbaner - så kører toget!
Kulturcenter Mariehøj kommer på skinner, når modeljernbaner indtager huset. Så er vi på skinnerne igen! Masser af modeljernbaner indtager Kulturcenter Mariehøj lørdag den 24. januar kl. 10-16 og søndag den 25. januar kl. 10.00- 15.00.
Du kan opleve følgende klubber og deres togbaner:
Togklodsen
TOGKLODSEN er en forening af modeltogsentusiaster. Foreningen bygger selv deres store, flotte modeltogsbaner i LEGO® klodser. Det er en mindre bane, børnene selv kan køre.
ModelBaneBanden
ModelBaneBanden bygger med 3-skinne Märklin spor, og klubbens moduler er opbygget med en dansk sidebane med 1960'erne som forbillede.
Nordbanen og Digitaltog.dk
Modeljernbaneklubben Nordbanen/Digitaltog.dk opstiller et arbejdende værksted og viser og forklarer om den digitale modeljernbane. Du kan se og høre om kørende modelbiler på modelbanen. MJK Nordbanen medbringer sit "rangerspil", hvor du kan prøve at rangere og køre med toget.
Thomas Tog
Alle børn og barnlige sjæle inviteres til at prøve en tur på én af flere Thomas Tog-baner.
USMZ
USMZ, US Modules Zealand, er en forening med interesse for amerikanske jernbaner. Foreningen bygger moduler efter FREMO standarden i skala 1/87. Der køres med to-skinne system med digital styring af de enkelte lokomotiver.
DGMF
Rudersdals egen modeljernbane - DGMF - Dansk *G* Modelbane Forening kører modeltog i stor skala. DGMF holder til i Rundforbihallen.
Havsted Banen
HavstedBanen er et lille skala H0 hjemmeanlæg , der kan klappes sammen, så det nemt kan flyttes rundt eller gemmes af vejen. Det fokuserer på driften af en privatbane i perioden ca. 1959-1960.
Nippon Model Railroad Society
Nu kan du opleve Nippon model railroad society med sit japanske modeltog i skala H0 (1:87). Modellerne er fra Kato, Tomix, Katsumi og Tenshodo.
Der er åbent i caféen begge dage.