Spring til indhold

Billedskolen og musikskolen forenes i stærk, ny sæson

Børn og unge, der gerne vil lære at tegne, male og arbejde med billedkunst får nu et endnu større udvalg af tilbud hos Rudersdal Billedskole, der nu bliver en del af Rudersdal Musikskole.

I år er det 14. sæson, at Rudersdal Billedskole tilbyder undervisning til de 7-18 årige i forskellige grene af billedkunsten. Frem til nu har billedskolen været drevet som en mindre forening, men fra 1. august 2018 er ledelse og administration af billedskolen overgået til Rudersdal Musikskole. Begge skoler holder til på Kulturcenter Mariehøj.

Ved at kunne trække på musikskolens ledelse og administration er der flere kræfter til at koncentrere sig om at udvikle billedkunstundervisningen, og sætte fokus på værdien af at kunne arbejde og udtrykke sig i et ’sprog’ som billedkunsten.

”Processen har stået på et års tid, hvor den afgående bestyrelse har arbejdet aktivt for at gøre billedskolen til en del af Rudersdal Musikskole. Bestyrelsen har ønsket at skabe de bedste muligheder for en dynamisk billedskole med et bredt udbud af hold og en faglig stærk undervisning,” fortæller koordinator og nu tidligere formand for Billedskolen Sisse Hoffmann.

Hun er glad for allerede nu, at se de fordele som sammenlægningen bringer med sig. Samarbejdet med musikskolen har allerede betydet, at der i år er et større udbud af hold i billedskolens sæsonprogram, og der var allerede ligeså mange tilmeldte elever før sommerferien, som der plejer at være i august.

Musikskoleleder Henrik Lilleholt Smidt ser muligheder i samarbejdet:

”Det glæder mig, at vi skal være med til at videreudvikle Rudersdal Billedskole. For mig er det vigtigt at børn og unge kommer til at beskæftige sig med de musiske/kreative fag. Derfor ser jeg det selvfølgelig som en gevinst for kommunen, at vi sammen kan sikre et bredt udbud af kulturtilbud til børn og unge. De skal have mulighed for at slippe fantasien ud gennem fingrene, og vi er glade for, at vi nu understøtter udfoldelsesmulighederne i flere kreative fag,” siger han.

Billedskolen vil fremover arbejde for at styrke tidligere samarbejder samt skabe nye, f.eks. med Åben Skole, daginstitutioner og bibliotekerne.

I år udbyder Rudersdal Billedskole 10 hold både i Birkerød og på Kulturcenter Mariehøj. Det er muligt at læse mere om de enkelte tilbud på billedskolens hjemmeside:

Rudersdal Billedskole​