Spring til indhold

En farverig historie om Rudersdal – nu som foredrag

Oplev et foredrag med den anerkendte formidler, Niels Peter Stilling, der sikkert kan fortælle dig noget, du ikke vidste, om Rudersdals historie.

Forfatter og tidligere museumsleder hos Rudersdal Museer, Niels Peter Stilling, har netop begået et digert værk, som han i januar omsætter til foredrag. Og det har ikke skortet på materiale til bogen Rudersdal i Danmarkshistorien – fra oldtid til 1900. Som forfatteren selv siger, så har det ikke gået stille for sig i Rudersdal gennem tiden.

Mange voldsomme begivenheder har sat deres præg på udviklingen. Som eksempel nævner Niels Peter Stilling den sorte død i middelalderen, som halverede befolkningen på samme tid, som Birkerød Kirke blev udsmykket med fantastiske kalkmalerier, der påmindede om døden. I et andet eksempel fortæller forfatteren, at Rudersdalegnen kom på Danmarkskortet, da Ole Kollerød og hans bande skar halsen over på papirkusken på Nymølle.

Også stenalderjægere, vikinger, Absalon, reformationen, krige, konger, bønder og industrialiseringen: Niels Peter Stillings store viden udfoldes via både tekst og billeder i bogen, som han har skrevet efter aftale med Rudersdal Kommune.  

Fra de personlige historier, røverhistorier, kriminalstof, afsavn og opdagelser trækkes der tråde til både Danmarks- og verdenshistorien. Det omfattende billedmateriale, bl.a. fra kommunens store arkiv, gør historien om de mennesker, der har levet her og været med til at forme området, levende iblandt den nærværende tekst. Bemærkelsesværdigt er det også at genkende bygninger, som dengang var indrammet af andre omgivelser.

Der er to muligheder for selv at høre forfatteren bringe historien til live ved foredragene:

  • Tirsdag d. 15. januar kl. 19-21.30 inkl. pause på Kulturcenter Mariehøj, Per Kirkeby-lokalet.
  • Mandag d. 28. januar kl. 19-21.30 inkl. pause på Hovedbiblioteket i Birkerød, Birkerødsalen.

Tilmelding er ikke nødvendig, og der bydes på en forfriskning i pausen.

Andet bind, der vil omhandle tiden fra 1900 til kommunesammenlægningen i 2007, forventes færdig sidst på foråret 2019.